December 2018

Kom til nedrivning af Midlertidig Hvidovre

Velkommen til nedrivning af Hvidovre-skulptur!

Det sker ikke så tit, og det er sjældent noget man fejrer. Alligevel inviteres alle Hvidovreborgere til at overvære nedrivningen af skulpturpladsen Midlertidig Hvidovre – Hvidovre i Midlertid, beliggende på hjørnet af Hvidovrevej og Risbjerggårds Allé, lige overfor Hvidovre Hovedbibliotek. Det sker fredag d.14. december kl.15 med en lille udskænkning til de fremmødte.

Fra midlertidig til næsten permanent

Projektet er oprindeligt startet af Hvidovre Kunstråd som led i en række midlertidige skulpturer og events, der skulle foregå på den plads, som skal danne centrum for en ’Ny Hvidovre Bymidte’. Skulpturpladsen blev bestilt til at skulle kunne holde til at stå på d.pladsen i 3 mdr., men endte altså med at stå der i næsten 3 år.

”Forholdet mellem midlertidighed og permanens og især forestillingen om et perfekt nyt vedligeholdelses frit bycentrum, der skulle bygges der midt på græsplænen – gjorde skulpturen fik det navn den fik,” fortæller kunstner Camilla Nørgård.

Tiloversblevne byggematerialer bliver til kunst
Camilla Nørgård har lavet skulpturpladsen med lokale materialer doneret af engagerede Hvidovreborgere. ”Folk i Hvidovre er flittige, bygger om, reparerer, restaurerer, vedligeholder, finder på nyt, laver om, gør moderne osv. Foran stort set hvert eneste hus ligger en lille bunke af sten, som er til overs og klar til udsmidning, men som gemmes hvis nu engang… Nogle bunker har ligget der meget længe.” Fortæller Camilla Nørgård.

Kunstneren satte en annonce i avisen, og delte flyers ud med en opfordring til, at man kunne aflevere sine gamle tegl, sten og klinker på pladsen. ”Jeg bankede på hos folk, og spurgte om de ville af med nogen af deres sten, og lånte en trillebør. En ældre dame kom med en sækkevogn, med de flotteste fliser. Dage gik med afhentning rundt omkring og hver gang jeg kom, havde folk lagt flere sten frem, ofte i flotte mønstre. Bunken voksede lige så stille.” Fortæller Camilla Nørgård.

Der blev med hjælp fra den friske ungdom og ældre fagfolk lavet 5 bænke, som i form mimede parcelhuse. De dannede en halvcirkel rundt om en plads, som en slags arkæologisk samling fra nutiden med alle de forskellige, mærkværdige og almindelige sten, folk havde afleveret. Skulpturen er lavet efter diametralt modsatte metoder sammenlignet med processen, når Hvidovre Bymidte laves, tegnes, designes og materialer indkøbes og transporteres dertil. I stedet for at køre på genbrugspladsen, har Hvidovreborgere kørt stenene direkte hen på pladsen og ladet alle de små bunker foran hvert lille ”hus”, danne grundlag for bymidten og blive til én stor plads.

Tag et stykke med hjem og giv det nyt liv

Værket var lavet til at holde i 3 mdr., men da de 3 mdr. var gået, var der stadig ikke nogen NY Hvidovre Bymidte på vej, det blev besluttet, at kunstværket kunne blive stående lidt endnu. Græsset blev jævnligt slået rundt om, skrald blev opsamlet og der blev lavet en ordning, hvor Camilla Nørgård udbedrede små reparationer. Én gang blev der udøvet seriøst hærværk, og fliser og klinker oven på bænkene blev smadret.

Der blev lavet en pudset betonoverflade i stedet. Nu er skulpturen ved at være slidt ned af frost og regn og tørke – og det vil koste noget mere at sætte den i stand. Derfor inviteres alle interesserede til at være med til nedtagningen af skulpturen.

Tak til Hvidovres borgere for at bære sten til ”bunken”. Den er lavet med udgangspunkt i en accept af at ting og steder forandrer sig. Den er lavet med fokus på billige omkostninger, gode murere, og med hjælp fra ufaglært arbejdshjælp, den samler folk og steder og i måden den blev lavet på, gør den lige præcis det, som man gerne vil planlægge sig til i en bymidte.

Tag en sten med dig – og lad den få et nyt liv et andet sted.

Velmødt!

Camilla Nørgård og Hvidovre Kunstråd

[ news ] |

Værksted wide open

[ news ] |