Omsamling Gellerup

Udsmykning i forbindelse med byggeri af Børne- og Sundhedshus Vest, 2020-2022

Efterfølgende har jeg fået denne video fra et parkour-event på trappelandskabet

Udgangspunktet for projektet er at forbinde inde og ude, lokalhistorie og dagligdag, som den udfoldes i børnehaven, vuggestuen og Folkesundhed Vest, hvor man går ture og forener motion, frisk luft, sundhed og bevidsthed om nærmiljø. Vandringer og opmærksomhed på området er også en del af Sigrids Stues praksis, der, som lokal kunstplatform, er samarbejdspartner i projektet. Det er også den måde, jeg som kunstner arbejder på. Værket er blevet til over to år, talrige gåture, materialeindsamling, lokal produktion, samtaler, fremvisninger m.m.

Hverdagens kulturhistorie i institutionerne går man ofte let henover – hvorfor syntes man for eksempel at institutionerne skulle se ud som de gjorde i 1970’erne? Gellerups byggehistorie er kendetegnet ved at rive ned og bygge nyt. Sådan blev Gellerupparken blev bygget og sådan opføres bygninger i dag; men derved sletter man også mange menneskers hverdag og minder. I Gellerup er der et væld af (især børne og ungdoms-) institutioner, projekter og eksperimenter – for institutioner eller bygninger eller mennesker er aldrig noget, der starter helt forfra, fra scratch. Nybyggeri findes sådan set ikke. Vi bygger altid videre på noget eksisterende og det, vi bygger af, kommer et sted fra.

Udsmykningen består af en indendørs collage og et udendørs trappelandskab. Der er en bevægelse fra de farvede sten i gangområdet til trappelandskabet, til relieffet udenfor, som fortsætter ind gennem ruden til collagen indenfor. Trappelandskabet er både trapper og bænke og lægger op til andre måder at bevæge sig på. Krydderurter og jord er fra Gellerups truede fælleshaver og vedligeholdes af Folkesundhed Vest.

Collagen indendørs består udelukkende af materialer indsamlet fra nu nedrevne institutioner og bygninger i området. Værket er vokset frem af stedet. Det har elementer indsamlet fra Tovshøjsskolens fysiklokale, vindueskarme, døre m.m., Nordgårdshallens ribber, riste, bænke, døre, Månedalens hjemmelavede udsmykninger, stole, vindueskarme og skabe fra boligblokkene.

Trappelandskabet består dels af farvede betonsten af egen produktion, dels af sten fundet på byggepladserne i Gellerup. Indkøbt fra et stenhuggerlager er også et stort antal mere eller mindre forarbejdede, genbrugte sten, som kommer fra nær og fjern og nu er havnet her, fx har stenen med den runde aftegning tidligere været sokkel for en skulptur på Statens Museum for Kunst.

For at flytte produktionen af kunstværket ind i lokalmiljøet og udelukkende bruge materialer fundet i området, blev området omkring Sigrids Stue og det nye Børne- og Sundhedshus Vest, omdannet til en materialecentral, produktionsenhed og samlingspunkt.

Projektet er delvist finansieret af Aarhus Kommune, som et samarbejde mellem Børn og Unge og Sundhed og Omsorg, desuden et tilskud fra Statens Kunstfond. Arkitekterne bag bygningen er Kjær og Richter. Det udendørs trappelandskab er finansieret af Kirsten og Gunnar Fonden.