Det billige skidt

En udstilling på Jægerspris slot i anledningen af 200 årsdagen for Grevinde Danners fødsel, 2015

Grevinde Danner arvede Jægerspris Slot efter Frederik VII og efter hendes død fungerede det som børnehjem for piger.

Arbejdet med udstillingen resulterede i talrige besøg, og interviews og cykelturer, og til sidst ophold på slottets tidligere børnehjem i 14 dage. Værkerne er blevet til med stor respekt for stedet samt og historierne og personerne, der knytter sig til det. Jeg har forsøgt at dykke ned i, hvad stiftelsen og Jægerspris Slot er for et sted med dets mange minder, historier og erindringer knyttet til sig. Wiedewelts mindepark, Frederik Vll’s oldtidsfund, Børnehjemmene, og sidst men ikke mindst Grevinde Danner.

Der er al mulig grund til stadig at hylde Grevinde Danner for hendes indsats – det at hun i princippet testamenterede alt (og det var meget) til dem nederst på rangstigen: små piger uden penge og uden rettigheder. Hun bevægede sig selv fra fattigdom til rigdom, men vidste at den historie ikke kunne ske for alle. De behøvede noget bedre end drømme: en uddannelse så de kunne klare sig selv. Med sin person viste hun også essensen i demokratiet, som Frederik den VII . grundlagde: Det handler ikke om stand, men om at have muligheder og hvordan du bruger det, du har. Jægerspris Slot har på den måde været mødested mellem høj- og lav kultur.